Boot.Dk

Overbevisende "Indie-blues"

Af Anders Winding d. 12. august '99

Den danske bluesguitarist og -sanger Dan Klarskov er svær at slå ud. Da de etablerede jazz/blues selskaber afslog at udgive hans debut CD, etablerede han ufortrødent sit eget selskab med det indlysende internationale navn Clearwood Records. I kraft af flid og et godt navn fra 90ernes københavnske bluesmiljø omkring spillestedet Mojo lykkedes det Klarskov at samle et virkelig kvalificeret hold musikere og på blot to dage i foråret 98 indspillede de syv musikere albummet i Vanløse. En meget gennemsigtig og varm optagelse, med en friskhed, der vidner om, at der er indspillet "live" i studiet. Pladen er produceret af Klarskov selv og det vellykkede resultat hænger måske sammen med hans erfaringer som radiotekniker.

Tiden siden udgivelsen er brugt på tidkrævende og umusikalsk promotionarbejde for Klarskov. Dette ihærdige salgsarbejde har skaffet Klarskovs debut hædrende omtale fra en række velanskrevne bluesmagasiner og bluesradioværter i USA. I Amerika dyrkes denne old-style blues langt mere andægtigt end herhjemme; bluessocieteter og radiostationer for virkelige kendere af 40ernes og 50ernes blues trives i hobetal.

Herhjemme står det sløjere til med interessen. Den omtale Klarskov har fået i anledning af debuten har også mest drejet sig om forholdet mellem den lille musiker med den glødende passion og den onde kalkulerende pladebranche. Men Klarskovs musik fortjener bestemt interesse for musikkens egen skyld.

Det er en swingende, meget gennemført bluesplade med stærke rødder i traditionen fra gamle kæmper som T-Bone Williams og Champion Jack Dupree. Men også med saftige slag fra 20ernes New Orleans og (lidt) nyere jazztraditioner, Armstrong og Basie. Det er standards, der spilles, og pladen lever i høj grad af de solopræstationer, der leveres af de dygtige solister, der indimellem helt overskygger kapelmesteren. Men det er selvfølgelig også en kunst at give plads.

Allerede med den instrumentale kendingsmelodi, The Honeydripper, står det klart, at Klarskov har samlet en virkelig rutineret flok arbejdsbier til sit bluesland. Hugo Rasmussen leverer en solid og pletfri indsats på gulvbassen hele vejen igennem - ingen slinger i valsen. Fremhæves må dog især Anders Gaardmand, der leverer den ene veloplagte tenorsaxsolo efter den anden - ind imellem spiller han faktisk helt fremragende, som i den glimrende fortolkning af Armstrongs Back O' Town Blues, hvor han demonstrerer en overlegen rytmisk og harmonisk forståelse.

Arrangementerne er upåklagelige, med effektive hornindsatser og smukt spredte soli - relativt korte, men talrige. Organisten Peter Lapiki markerer sig også med flere glimrende en-mandspræstationer, blandt andet i Klarskovs effektivt arrangerede udgave af Jealous Woman. Trad. jazz-mesteren Ole "Fessor" Lindgreen er indbudt til at strø lidt street parade feeling rundt om i hjørnerne. Hans messingarbejde passer glimrende i sammenhængen, bl. a. med en klassisk, drævende trombonesolo i Duprees My Baby's Coming Back. I det hele taget har Dan Klarskov rigtig godt fat som arrangør. Tjek f. eks. en lækker, boppende udgave af I Wish You Were Mine. Klarskov kalder det selv for reggae-blues; det er i hvert fald med til at få den lidt stive 12-takter ud på dansegulvet. Her træder musikernes improvisatoriske overskud klart frem, bl.a. i en legesyg chase mellem Gaardmand og kapelmesteren.

Som guitarist stræber Klarskov efter en autentisk, u(s)poleret lyd. Ingen effekt udover hvad der opnås ved at veksle mellem de tre pickups på Stratocasteren. Fans af mere moderne bluesguitarister vil nok behøve tilvænning konfronteret med Klarskovs spartanske lyd. Men sådan lyder så'n en Strat jo faktisk i rå tilstand. Hans spil er klassisk 40er blues, men med et stænk af swing-jazz, hans soli er ofte baseret på transskriptioner af horn- eller pianoriffs, evt. fra et helt andet nummer. Bedst fungerer det i de meget swingende T-Bone hyldester, Strollin with Bone og T-Bone Shuffle. Det er tydeligt er Klarskov er 100% hjemme i disse enkle, lidt skrabede riffs. Som guirlander snor guitaren sig med den karakteristiske stil, hvor Klarskov så at sige spiller rytme- og leadguitar på samme tid. Vel kan hans stil virke lidt gammeldags, men den swinger forrygende, når han ligesom giver slip.

Selv siger han, at han "flipper grønt", når han står på scenen - den fandenivoldskhed mangler i nogen grad på pladen. Det er som om, at Klarskov ind imellem holder igen på sit spil, det bliver lige vel pænt og rutine. Nogle steder kan hans timing i solierne blive lidt forkrampet, han lander ikke helt præcist, men gennemgående er hans spil meget gennemtænkt og behageligt fri for teknisk praleri.

Klarskov fylder rollen som vokalist knap så overbevisende. Han synger rent, men stemmen mangler kraft og bluesvitaminer - det er pænt og nydeligt, men ikke rigtig overbevisende. Måske mangler der endnu lidt, inden forvandlingen fra rutineret sideman for danske blueskoryfæer som Kenn Lending, Poul Banks og Børge Biceps til flyvefærdig queen-bee er helt fuldbragt. Bedømt som mandens første forsøg må man dog sige, at Klarlund leverer et godt stykke arbejde.

Pladen er som nævnt ikke i normal distribution, men kan købes direkte via Klarskovs hjemmeside på www.klarskov.net. Er man på god fod med sin lokale pladesmed, kan man måske lokke ham til at bestille Klarskovs debut hjem på disken via selskabet mis.label.

Endelig må bluesfolket huske, at "There's nothing wrong with you that a good shuffle boogie won't cure." Klarskov leverer medicinen - også på din bluesbar.

Visit Boot.dk on web (http://www.boot.dk/plader/anmeld/klarskov.html)